World Wide Web

I marts 1989 fremsatte en medarbejder ved det europæiske atomforskningscenter CERN et forslag med titlen ”Information Management: A proposal”. Ophavsmanden til forslaget var computerkonsulenten Tim Berners-Lee og idéen med forslaget var at lette hans eget og kollegernes daglige arbejde på forskningscenteret. Målet var at skabe et system, der effektivt kunne bidrage til at organisere de enorme mængder information, der til stadig blev produceret og publiceret i det internationale forskningsmiljø, han var en del af.

Forslaget vandt ikke genklang i de to første forsøg, så Berners-Lee gik til sidst sammen med kollegaen Robert Cailliau om at omskrive forslaget, og i november 1990 blev det igen sendt rundt, denne gang under navnet ”The World-Wide Web”. Denne gang gik det bedre.

Forslaget var en samtænkning af tre allerede eksisterende teknologier: Computernetværk, hypertekst og digitalisering af information.

Computernetværket var allerede en realitet på CERN, der havde medarbejdere i mange forskellige lande, der i stor udstrækning brugte netværksforbundne computere, og megen arbejdsinformation forelå af samme grund allerede i digital form. Det der manglede var at forbinde informationen (hvilket blandt andet gav problemer på grund af manglende kompatibilitet), og endvidere at kunne finde rundt i det. I forslaget stod der:

”At CERN, a variety of data is already available: reports, experiment data, personnel data, electronic mail address lists, computer documentation, experiment documentation, and many other sets of data are spinning around on computer discs continuously. It is however impossible to “jump” from one set to another in an automatic way…”

Berners-Lee’s løsning på navigationsproblemet var hypertekst, der skule præsenteres i en særlig applikation, browseren:

”When you select a reference, the browser presents you with the text which is referenced: you have made the browser follow a hypertext link…”

Den digitale information og netværket var altså for så vidt allerede til stede – det der primært manglede for at kunne præsentere en teknisk fungerende løsning var følgende:

  • et sprog der kunne bruges til at kode teksten med, så der kunne indarbejdes hypertekst-referencer til andre dokumenter
  • en protokol, der kunne håndtere disse referencer, så man fik hvad man bad om
  • og en applikation, der kunne præsentere informationen for læseren