Protokollen

Protokollen til World Wide Web blev Hypertext Transfer Protocol (HTTP) – en simpel protokol der, kort fortalt, beskrev, hvad man ville have fat i og hvordan. Når man sendte en efterspørgsel via browseren, indeholdt den først og fremmest en adresse på dokumentet, man ønskede, et URL (Universal Ressource Locator), samt oplysninger om hvilken man protokol, man benyttede (og dermed hvordan, man gerne ville svares). Efterfølgende ville computeren, man havde kontaktet, returnere et svar, der forhåbentlig indeholdt det dokument, man havde efterspurgt, sammen med en statuskode.

Tim Berners-Lee’s inspiration til World Wide Web kom fra Project Xanadu, men specielt på ét punkt afveg World  Wide Web afgørende fra Ted Nelson’s gamle projekt. Det var med opfindelsen af statuskode 404: At det efterspurgte dokument ikke længere (eller måske aldrig havde) eksisteret: ”404 – Not found”. I modsætning til Project Xanadu hvor alle dokumenter, der én gang havde været i systemet, vedblev med at eksistere, var det på World Wide Web en umulig opgave at opretholde alle dokumenter til enhver tid, eller endda blot holde øje med om de stadig var der. Man måtte altså finde sig i ind imellem at spørge forgæves. Der var prisen for at have det hele med.