Hypertekst i virkeligheden

Vannevar Bush

Vannevar Bush

Idéen om at organisere information som hypertekst er af ældre oprindelse. I juli 1945 udgav den amerikanske fysiker Vannevar Bush et essay med titlen ”As we may think” i ”The Atlantic Monthly”. I essayet beskriver Bush et system ”Memex”, hvormed man kan lagre alverdens dokumenter, og som har den egenskab, at man kan navigere rundt i materialet associativt, i princippet på samme måde som den menneskelige bevidsthed tillader at ”lade tankerne flyve” – at lade den ene idé eller tanke følge den anden

”Selection by association, rather than by indexing, may yet be mechanized. One cannot hope thus to equal the speed and flexibility with which the mind follows an associative trail, but it should be possible to beat the mind decisively in regard to the permanence and clarity of the items resurrected from storage.”

Bush’s Memex var primært tænkt rettet mod forskermiljøet, for at afhjælpe behovet for at kunne orientere sig i det hastigt voksende videnskabelige materiale. Teknologisk var der dog umiddelbart uovervindelige hurdler.

I 1965 lancerede amerikaneren Ted Nelson (egentlig Theodor Holm Nelson) betegnelsen ”hypertekst” for første gang under udarbejdelsen af ”Project Xanadu”, et system, der i princippet mindede om Memex’en.

I rapporten om projektet, ”Litterary Machines”, skrev han:

”By ’hypertext’ I mean non-sequential writing – text that branches and allows choices to the reader, best read at an interactive screen.  As popularly conceived, this is a series of text chunks connected by links which offer the reader different pathways.”

Nelson’s idé var at forbinde tekstdelene associativt relevant, som det ikke tidligere havde været mulig:

”Hypertext can include sequential text, and is thus the most general form of writing. Unrestricted by sequence, in hypertext, we may create new forms of writing which better reflect the structure of what we are writing about; and readers, choosing a pathway, may follow their interests or current line of thought in a way heretofore considered impossible.”

I praksis blev hypertekst i mange år anvendt som en teknik til at navigere i tekstdele inden for enkelte isolerede elektroniske værker, fx leksika (på samme måde som der i traditionelle leksika, med en lidt anderledes typografi indikeres en henvisning til en anden artikel i det pågældende værk) – og hypertekst bruges da også i dag sådanne i utallige bog-lignende medieudgivelser på cd-rom og lignende.